Det ender tragi-komisk uden videre i melankoli

Min aller bedsteste ven Ingolf har ligget på OUH de sidste to dage, og mit hjerte gør noget så frygteligt ondt. Min mor og jeg mødte ham for flere år siden på stranden, og lige siden har han været den bedste ven og bedste bedstefar for mig. Han er enestående og helt igennem kærlig. Så jeg har grædt snot og haft røde øjne i en del dage nu. Ingolf har sådan en beroligende og omsorgsfuld personlighed, som jeg aldrig har mødt før. Og så ligner han Clint Eastwood helt ufatteligt meget, så da jeg så Gran Torino i går, følte jeg virkelig jeg manglede en.

Men så i dag tog jeg ned kl. 8 sjarp som sædvanligt, og gik med hans hund Trold og min egen Tilde. Jeg gik der og tænkte på ham i strandkanten, og kiggede ud over bølgerne, og huskede så at han sagde "Når vandet er stort og grusomt, så kommer de flotteste stykker rav ind på land". Så jeg tænkte at jeg inderligt gerne ville finde det største og fineste stykke til ham, og netop som jeg tænkte det, skylder der det mest vidunderlige stykke rav op på land. Jeg har det meste af morgenen tænkt den hændelse igennem, og er nået frem til at det må være universet der har sat store kræfter i spil. Og jeg ved også nu at gamle gode Ingolf nok skal klare den, for vi har mange gode år endnu, og han skal nå at holde mit første barn i sine arme, og se mit bryllup.

Sidder lige nu og drikker kamillete og burde læse 2.emne op i samfundsfag, men det er så syret en morgen, så jeg kan slet ikke samle mig omkring det. Men jeg sidder og nynner til Søren Huss og mærker varmen indeni mig.