Stilhed før storm

Jeg er endelig blevet klippet. Jeg har bare ikke accepteret det endnu. Det føles så sært fordi man ikke rigtig har noget at tage i mere? Altså jeg har ikke rigtig en ordenlig tot at rulle rundt om min finger og sådan ... Men jeg synes jeg ser rigtig sød ud med det.

Anywho, jeg har det rigtig svært med min lejlighed. Den står bare stille og lugter af gammel nikotin. Min mors ryg er for svag, og min kæreste er ved at kaste op når han går derind. Min lejlighed er så smuk, men lugter SÅ afskyeligt. Pokkers også! Om to uger SKAL den være færdig, og jeg SKAL flytte ind i den ... øhm .. fu**?
Udover det, så hver gang jeg tænker på den store omvæltning, er jeg ved at kaste op. Og nu har jeg klippet mit hår, og det endnu en stor ting ... Jeg gør sådan nogle vilde ting for tiden, også selvom jeg godt ved min krop ikke kan følge med. Er det bare sådan noget man gør normalt når man er fyldt 19 ?

En af mine venner sagde her forleden til mig at han har det rigtig skidt for tiden. Han kan ikke sove fordi han hele tiden tænker på sin fremtid. Hvad vil han med sin HF, klare han den, og hvad dur han til... Jeg har selv tænkt de tanker, men han er kun 20. Han føler sig bagude, og jeg ved ikke hvad. Jeg har det sidste tid tænkt, at jeg nok skal klare den, jeg tager bare en dag af gangen, og så skal det nok komme. Jeg er virkelig bange, men vi skal nok klare den. Og vi kan uddanne os hele livet igennem.

Det kan bare være så hårdt at være ung nogen gange. Og nogen gange rammer det mig også at jorden er så gammel, og vi blir' højst omkring 100? Og tænk at vi så går og kæmper os igennem hårde gymnasier, universitet og jeg ved ikke hvad, og slider os igennem livet med hårdt arbejde. I stedet for at opleve vores helt fantastiske verden.