Lædersmart

I dag var dagen ellers, hvor jeg skulle have været iført mig min nye læderjakke og mine højt elskede godt udsjoskede sneakers. Men jeg kom ikke langt, humøret er faldet med 120 km/t, og jeg er faldet så hårdt, at jeg regner med, at der nok går noget tid før jeg kommer op igen. Situationen er den, at jeg føler mig så alene, også selvom der er så mange mennesker omkring mig, min angst driller, og jeg har det lidt svært med alt, og jeg er bange for, at det hele har stået på i alt for lang tid, og så sprang ballonen i går.

Der er bare svært at være mig til tider, men det er nok kun min stædighed der redder mig. For jeg vil være student, og det bliver jeg også, det er bare så helvedes svært. Det gør ondt, at gå med nogle der er så langt ældre end mig, ikke fordi der er noget galt med dem, men fordi jeg savner at gå amok med nogle på min egen alder. Hver dag går faktisk med, at skulle opfører sig "voksent". Og hvem skal jeg dog fejre min studentertid med? Jeg føler mig alene, fordi der ikke som sådan er nogle, som er på mit sted. Mange har børn, skal til at have børn, og lever det voksne liv.
Jeg glæder mig til at blive færdig, og jeg har besluttet mig mere og mere for, hvor jeg skal hen bagefter, og jeg satser på RUC. Håber på, at jeg kommer ind i praktik i oktober, så jeg kan få set mit studie, og så skal jeg skrives op til lejligheder. Jeg kan sikkert nå at skifte mening, men det er rart at have noget at se frem til.
Men i dag, er jeg trist, og det skal jeg bare have lov til, og det betyder fravær, men det må jeg tage med. For hvis jeg dukker op, kan jeg alligevel ikke tage masken på, som udstråler ingen trist mine, og alt er i orden. Jeg nægter at møde op, og ligne en omgang udskidt æblegrød.