Isa Tutar og hans familie i mit hjerte

Aldrig har jeg følt mig så meget hjemme, som jeg gjorde i de to uger i Tyrkiet.
Allerede første dag, mødte vi den søde herre Isa Tutar, og vi blev hurtigt en del af hans familie og hans hjerte. Jeg kan ikke et ord tyrkisk, men alligevel kunne jeg lege og kommunikere med hans to sønner, og hans kone og jeg faldt også hurtigt i hak.
Han tog os med på picnic med hele hans familie og hans venner, og vi sad på gulvet i hans hjem og spillede deres udgave af ludo med hans drenge, mens vi drak den ene æblete efter den anden, og aldrig i mit liv har jeg spist så meget vandmelon.
Isa var tjener og arbejde på en restaurant der hed Cinar, det så herrens usselt ud, men deres mad var traditionel tyrkisk mad - som mor ville lave den.
Isa var en hårdtarbejdende mand, som sparede op til at kunne lave sit eget hotel. Og han ville ønske han havde råd til at give sine drenge en ordentlig skolegang, for de gratis skoler er den rene elendighed, så han prøvede selv at lære sine drenge engelsk.
Turen har alt i alt været helt igennem fantastisk, og jeg spare allerede op til at kunne rejse til efteråret, for at besøge familien Tutar igen.