Kast nu dit hår

Jeg har været lidt stolt den sidste tid. Jeg har rigtig taget fat i hornene på min lille indre satan - min sociale angst. Jeg udfordre den! Jeg har været til en del sociale sammenkomster, og jeg har rigtig ført an hvad angår at flytte hjemmefra. Ikke fordi det er at være social, men det nyt og det er "farligt". Det er ikke hjemme på mit lille sikre værelse, hvor alt det kendte er - og hvor min mor er. Jeg føler mig så sej!
Men så kommer MEN. I dag har jeg ærlig talt haft det SÅ skidt. Ryster, sveder, har "Blærebetændelses ondt", og er bare så bange. Jeg får god hjælp, det synes jeg virkelig, men til tider bliver jeg så gal på mig selv. Og gal over at jeg overhoved fik at vide at jeg havde det. For mig var det jo normalt at få ondt, og måtte sige nej. Jeg tænkte dog tit, det var da satans som jeg aldrig kommer nogen steder. Blev også lidt pinlig over altid at melde afbud, men det var jo normalt? Men nu ved jeg det ! Og må tage den i hornene og må danse rundt med den, fører an, vise hvem der er herskeren.
Det kan jo ikke passe jeg skal leve i mit lille tårn, og aldrig kaste håret ud, og komme ud og se verdenen og andre mennesker, og andet end de fire bekendte vægge.

Men ellers har jeg forberedt mig ret godt til det dersens flytning. Mit værelse er så godt som snart pakket ned. Mangler bare alt det trælse som - gamle notater, sære ting og planter. Planter er nemt nok, men er de pæne nok, og så burde de ompottes.